Vandet Mosevej 15, Vandet, 8840 Rødkærsbro

Arkitekttegnet fritidshus fra 2024 med stor garage på 50 m² - velbeliggende i storslået natur

- Virkelig flot fritidshus, nyopført i 2024. Her er der tænkt over selv den mindste detalje i hele byggefasen, både med hensyn til de arkitektoniske detaljer og det flotte materialevalg. Taget er belagt med tagpap, stern er inddækket i indfarvet aluminium og alle døre og vinduer er udført i træ/alu med lavenergi-glas.
- Boligen har en spændende og moderne indretning, der står i fin kontrast til de særdeles rolige omgivelser og den smukke udsigt til de åbne vidder. Det er dette samspil, der skaber den gode stemning af fritidshus og tid til ro og fordybelse.
- Bolig og garage er særdeles velisoleret og opvarmes med gulvvarme via energieffektiv luft/vandvarmepumpe, hvilket sikrer meget lave driftsomkostninger. Alle døre og vinduer er udført med 3-lags lavenergielementer, hvilket sikrer en god komfort. Såfremt man ønsker brændeovn i boligen, er der forberedt hertil. Huset er ligeledes forberedt til elektrisk markise ud for de store vestvendte vinduespartier, såfremt man ønsker det på et senere tidspunkt.
- Området omkring Vandet mose og Brandstrup mose, er udpeget som beskyttet Natura 2000 område, hvilket understreger skønheden af den omkringliggende natur. Her er der både udsigt til åbne vidder samt træer og krat i baggrunden, hvor årstidernes skiften altid kan bestemmes på farverne på træernes løv. Et område, der skal opleves.
- Såfremt man ønsker en afveksling til den fine natur og de rolige omgivelser, er der blot 4 km. ind til Rødkærsbro by, hvor der er handelsmuligheder og offentlig transport med bus og tog. Viborg by nås på blot 15 min. kørsel, hvor man kan finde alle tænkelige faciliteter. Er man til golf, er der ligeledes blot 15 min. kørsel til Tange Sø Golfklub. Mulighederne er mange.
- Den 4.137 m² store grund er udlagt i plæne med spredte træer og buske og der er naturligvis anlagt fine terrasser foran og på siden af huset. Her er der mange muligheder for at lave alskens hyggekroge rundtom i landskabet.

Indretning:
Via den grusbelagte indkørsel, kommer man direkte til det flotte garageanlæg. Der er naturligvis også mulighed for blot at parkere i gruset foran garagen.
Fra garagen er der via flisegang/terrasse, få skridt over til husets overdækkede indgangsparti. Via hoveddøren, kommer man direkte til husets imponerende "leverum". Her er køkken alrum og stue ud i ét og hele rummet beriges af et fantastisk lysindfald fra de store vindues- og dørpartier, der vender ud imod terrassen og den skønne udsigt i baggrunden. Glasvæggens to midterste døre kan åbnes udtil den vestvendte terrasse og på den måde flyder alrum og stue i ét med terrassen og det øvrige udemiljø. Virkelig lækkert. Der er højt til loftets ensidige hældning, hvilket er med til at gøre rummet endnu mere imponerende.
Køkkenet er udført i moderne grebsfrit design og i rigtig flot kvalitet. Her er alt i hårde hvidevarer og flotte bordplader i Corian. Corian er et særdeles alsidigt og flot materiale, hvor overfladen er let at vedligeholde og pladen er varmeresistent. Stilrent og praktisk.
Via alrum og stue er der adgang til i alt 3 værelser, de to af værelserne har integreret skabsvæg med god plads til garderobe og div. opbevaring. Det 3. værelse er tiltænkt som kontor eller alternativt som køjerum til ekstra sovepladser for gæster, børn eller børnebørn. Slutteligt er der naturligvis også et flot og rummeligt badeværelse med bruseniche med glasvæg og flot og moderne interiør i samme stil som i køkkenet. Både badeværelse og de 3 værelser har alle udgang via terrassedør til den østlige side af grunden.
Garagen kan tjene mange formål foruden bilgarage, da den er fuldt isoleret og udstyret med gulvvarme. Her befinder husets tekniske installationer sig, og der er indrettet plads til vaskefaciliteter.
Bygningen kunne alternativt også anvendes som anneks.
Her har man muligheden for at erhverve sig et virkelig spændende fritidshus med flotte detaljer på en naturskøn beliggenhed, der adskiller sig væsentligt fra et traditionelt sommerhusområde.
Velkommen til Vandet Mose

Kontakt os

  • Johnny Thougaard

  • Ejendomsmægler & Valuar
  • T: 8668 2035
  • M: 4026 1788

Bestil fremvisning

Bestil salgsmateriale

Lignende boliger